Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Specialcenter Dronninglund

Målgruppe

Elever med varige massive kognitive, psykiske og/eller fysiske funktionsnedsættelser, der medfører et varigt indgribende behov for støtte. Den enkelte elevs læringsbehov er så massiv, at de ikke kan understøttes gennem specialpædagogisk bistand på egen skole – fx via mellemformer.

Lokaler og udearealer

Specialklasserne på Dronninglund skole er opdelt og placeret forskellige steder på skolen afhængig af elevens behov for skærmning. De fleste specialklasser i afdeling Dronninglund har egen indgang, garderobe, toiletter med puslefaciliteter og lift. 

Specialklasserne har eget udeområde til de elever der har brug for skærmning. Det vil også være muligt at tilgå udearealer sammen med elever fra almenområdet, hvis dette behov er relevant. 

Ligeledes har specialklasserne mulighed for at gøre brug af et motorikrum i undervisningen.

Indretningen kan bestå af enkeltmandsborde, hvis eleven kræver ekstra skærmning og fællesbord til de elever der profiterer af dette.  Undervisningen består af individuelle tilrettelagt undervisningsforløb og af klasseundervisning for dem som har brug for dette. 

Inddeling

Eleverne i specialklasserne på Dronninglund skole er fordelt på 7 klasser, hvor der også vil/kan være mindre grupper i den enkelte klasse.

Til fire af klasserne er der til hver klasse tilknyttet et fast team på ca. 4 fagprofessionelle. Til tre af klasserne er der tilknyttet 4 lærer på tværs af de fire klasser. Klasserne er inddelt efter alder og grupperne kan være inddelt efter elevens læringsbehov. 

Personale

Personalegruppen består af lærere, pædagoger, sosu-assistenter og pædagogiske assistenter. Normeringen kan variere fra 1:3-1:9 afhængig af elevens læringsbehov. 

Pædagogik og metode

I dagligdagen er undervisningen ryddet for alle unødvendige stimuli og eleverne har en visuel guidning både i form af billeder og tidsanvisning. Eleverne har ligeledes klare mål for, hvad der forventes af dem samt en plan for, hvordan målet indfries. Der arbejdes med enkelte grundmaterialer, hvor eleverne arbejder sammen enten i mindre grupper eller på klassen. Dette suppleres med individuelle materialer og individuel støtteundervisning i det enkelte fag.

I praksis betyder det, at der arbejdes med mange gentagelser, hvilket differentieres i materiale, læringsstil, tid og niveau – dermed er der i læringsrummet en høj grad af undervisnings- og materialedifferentiering. Skoledagen er opbygget, så eleverne de fleste dage følger samme kendte mønster. I det omfang eleverne profiterer af det, integreres de i nogen grad i almenskolen, som der samarbejdes med, så eleverne har mulighed for at spejle sig i børn uden samme type af udfordringer.

I specialklasserne på Dronninglund skole er vi optaget af at imødekomme elevens læringsbehov og ikke nødvendigvis af elevens diagnose. Dette afspejles også i diversiteten i elevgruppen.

Ligeledes forholder vi os kontinuerligt til elevens deltagelsesmuligheder i fællesskaber, som de fagligt og social kan profitere af at indgå i. Det kan være deltagelse i legerelationer til større børnegrupper eller fag i almenskolen.

Der ud over er der er en særlig afdeling for plejekrævende elever med massive fysiske og kognitive funktionsnedsættelser (fx elever som har brug for særlige hjælpemidler som lift mm.). Eleverne har forskelligartede udfordringer og kan i læringsmiljøet have behov for lifte, ståstativ, pusleborde eller andre hjælpemidler, hvilket vores fysiske rammer er indrettet til og med.

Herudover arbejdes der med kroppen, sanseintegration og bevidsthed om arousal under vejledning fra kommunens fysio –og ergoterapeuter. Der anvendes forskellige kommunikationsunderstøttende redskaber (PODD-bog, Go talk now, Tegn til tale etc.)